Duoen består af den erfarne pianist, komponist og producer Jesper Mejlvang, der igennem sin snart 40-årige karriere i musikkens tjeneste har været rundt i mange musikalske hjørner. CV’ et rummer bl.a. en af landets bedste keyboard-spillere, der igennem 80- og 90’erne hærgede de danske scener med pop-navne som One Two, Danseorkestret, News, Lis Sørensen, Sanne Salomonsen m. fl. Men også de mere eksperimenterende jazz og funk-genrer med bl.a. svenske Nils Landgren, Bjarne Roupé, amerikanske Eddie Harris m. fl. Som producer startede han Danser Med Drenge i starten af 90’erne og har siden produceret albums både for andre og i eget navn. Som komponist har han ligeledes arbejdet i mange genrer fra popsange over sange til salmebogen til musik til film & tv.
Den anden halvdel af duoen består af det lidt mere ubeskrevede blad i musikkens verden: sanger og sangskriver Pernille Werner. Som kunstner arbejder Pernille i det krydsfelt, der opstår imellem den klassiske genre og pop. Hendes udtryksform er spontan og umiddelbar og er bl.a. drevet af hendes anden store passion som kunstmaler. Nonfigurativt og legende sender det klangfarver over i hendes vokale udtryk med en stemme, der rummer en imponerende spændvidde fra en dyb varm mezzosopran til en næsten Kate Bush-agtig, lys top. De vokaltekniske kvaliteter er bl.a. erhvervet igennem solistundervisning hos vokal-notabiliteter som Benedicte Nordin, Tove Hyldgård og Naja Månsson, men også igennem sit mangeårige arbejde som kirkesanger. Kærligheden til musikken skinner igennem hver en tone, når hendes følsomme og varme udtryk på tværs af genrer folder sig ud i såvel klassisk som rytmisk sang.
Denne aften bliver en lille, stemningsfuld intimkoncert med udvalgte, akustiske indslag fra deres engelsksprogede og eksperimenterende duo, Maybe Different, der er single-aktuel samt et udpluk af Jesper Mejlvangs smukke, danske kompositioner i en nordisk jazz-udgave.
Koncerten kræver kulturugearmbånd.