Oplev naturen, Styrk livet

Sted:
Kategorier:
Natur
Dage:
21. september

Alle kan i hverdagen have glæde af at give deres krop et pauserum, hvor glæde og overskud kan genvindes i naturen. Nærvær i naturen kan forebygge stress, som WHO vurderer er på vej til at blive den alvorligste folkesygdom i den vestlige verden. I Danmark er der gennem de sidste 10 år udviklet en række forskellige praksisser for naturterapi, skovbadning og natur-mindfulness. Dette skal vi have nogle smagsprøver på med naturterapeut Lasse Edlev under en vandring med simple øvelser, der berører vejrtrækning, sansning, nærvær og kropslige bevægelsesmønstre. 

Hele sit liv har Thomas Lasse Edlev arbejdet med naturformidling og menneskets forhold til naturen. I 1986 blev han ansat som en af landets første naturvejledere ved Naturstyrelsen Bornholm. I 1994 stod han for uddannelse af 20 naturvejledere på Bornholm. Siden flyttede han til Sjælland for at undervise i natur og udeliv. I 2015 var han med til at starte den første danske uddannelse i naturterapi og i 2019 udgav han bogen "Naturterapi - Oplev Naturen, Styrk livet". Han har lavet to TV programmer sammen med lægen Peter Qvortrup Geisling under titlen Lægens Bord undersøger - naturen som medicin.